Præstebro Kirke
Alle er altid velkomne i Præstebro Kirke

4. søndag efter Påske

Udgivet af Hjørdis Kjærgaard, søn d. 10. maj 2020, kl. 10:01
Kirken i denne coronatid

https://www.facebook.com/PraestebroKirke/videos/293405214990622

Vi kalder denne søndag den 4. søndag efter Påske – og fortsætter i sporet af Jesu ord om sig selv: Jeg er vejen sandheden og livet – med understregning af sandheden – hvad er sandheden? Evangeliet læses fra Johannesevangelisten, den nye oversættelse, Bibelen 2020: Så sagde Jesus: »Når I engang løfter mig, Menneskesønnen, op på korset, så vil I forstå at jeg er den jeg er. Jeg gør ikke noget af mig selv, men siger det, min far har lært mig. Ham, der har sendt mig, står bag mig. Han har ikke overladt mig til mig selv, for jeg gør altid det, han syntes er rigtigt.”

Mange af dem, der hørte ham tale sådan, troede på ham. Så sagde Jesus til de jøder, der var begyndt at tro på ham:

” Hvis I holder jer til det, jeg har sagt, er I for alvor mine tilhængere. I vil lære sandheden at kende, og sandheden vil gøre jer fri.” ”Gøre os fri?” svarede de. ” Hvad mener du? Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig nogensinde været slaver for nogen.” ” Hør nu her,” svarede Jesus. ”Den der gør noget forkert, er slave af sin selvoptagethed. En slave bliver ikke i familien altid, men det gør sønnen.” Hvis sønnen gør jer fri, så vil I virkelig blive frie.” Johannesevangeliet 8,28-36

 

Jesus siger: Sandheden gør os til frie mennesker – du kan sagtens være fri. Blot du vælger det rette – ellers er du for selvoptaget - for det er et frit valg om vi vil tage den gode sandhedens vej eller gå løgnens ærinde – det er op til dig og mig: sandhed eller løgn –du kan gøre hvad du vil! Men det er kun hvis du vælger sandheden du bliver fri!

 

I disse dage omkring 75 året for 2. verdenskrigs afslutning og tyskernes tilbagetrækning, ser vi det ikoniske og rørende billede af den tyske kansler Willy Brandt under statsbesøget i Polen i 1970 knæle på trappen ved mindesmærket for opstanden i den jødiske ghetto i 1943. Mindesmærket var for Willy Brandt stedfortrædende for Holocaust og efter at have rettet lidt på Forbundsstatens krans, som han havde lagt ved mindesmærket, trådte kansleren tilbage og faldt på knæ på den regnvåde trappe. Knæfaldet betød alt for den tyske stat der gennem hele 2. verdenskrig havde levet en løgn med løgn på – overfor deres egen befolkning og overfor deres såkaldte ”fjender” de omkringliggende lande. Dette knæfald betød alt i Tysklands anseelse, når han, der ikke havde behov for tilgivelse, fordi han kæmpede imod Nazismen, lagde sig på knæ for at bede om tilgivelse, ja så kom der pludselig et helt andet aspekt ind i historien – og det aspekt holder sig indtil i dag, når vi ser billedet af den knælende statsmand.

 

Tyskland og dens befolkning blev fri – fri fra altid bare at være skurken der havde valgt at overfalde naboer, så de hverken kunne tale om det med de næste generationer eller selv se den skinbarlige sandhed i øjnene. Knæfaldet blev en lille handling med stor betydning. Men det vigtigste er vel nok det billede på statsmanden der havde valget og valgte det sande – for det har vel nok en stor betydning. Som den norske politiker der så rammende ærligt og sandt talte til de karantæneramte unge mennesker i Norge (og resten af verden) der har mistet deres ungdom i år, de som har haft det forsømte forår: ”Foråret du bliver 14 ligger ikke og venter på du skal komme” sagde han ”det kommer aldrig tilbage” men ”I skal nok komme til at danse, selvom der ikke bliver noget skolebal”.  Skønt med politikere der ikke taler: ”uld i mund”

 

For hvis vi sætter det på spidsen så: kan vi jo ikke bruge det til noget, når andre lyver – andet end at bruge rigtig mange timer og kræfter på at prøve at gennemskue og overveje for vi har vel altid en lille mavefornemmelse der stikker hovedet frem, når nogen lyver og omgås sandheden lemfældigt – selvom der ikke er noget så uvenligt som at sætte spørgsmålstegn ved hvert ord de siger: ”Nej, det være løgn?” og ”Det kan da ikke være rigtigt?” Og hele tiden være i tvivl - derfor beder Jesus os om at gøre det rigtige: hold din sti ren – ødelæg ikke dit liv med fortielser og usandheder - vælg sandheden og vær´ et forbillede for andre og du bliver fri og et af Guds børn.

 

I mange år valgte man at give patienter sandheden ”råt for usødet”, som vi kalder det, uden omsvøb, indtil man fandt ud af, at læger måske burde tage et kursus i at levere sandheden til terminale patienter så blidt som muligt – og ikke uden pårørende tilstede –det forlængede faktisk livet og kvaliteten af livet for den syge. Vi ved selv af egen dyrekøbt erfaring, at man ikke skal lege sandhedsvidne overfor alle og stikke sandheden råt for usødet ind i alle samtaler eksempelvis lige sige til sin veninde:

”Du (nu jeg har dig) din mand er dig altså utro.” Med mindre vi er ude på at såre hende dybt og ødelægge et venskab. Sandhed kræver pli og sandhed kræver takt. Og hvis vi absolut skal tage Jesus på ordet og lege sandhedsvidne: ”Sandheden gør os frie” må vi tænke på at sandheden kan være hård og sårende for et skrøbeligt menneske: om det er vores veninde, der går lidt rigeligt til de våde varer og ødelægger det ene forhold efter det andet- og vi tier (og hun spørger: ”syntes du jeg drikker for meget” – ”Nja” svarer vi).

Om det er på arbejdspladsen, vi har mistanke om at der sker noget, der ikke er helt i overensstemmelse med arbejdets formål- og vi tier (”Tror du der er nogen fra arbejdet der bagtaler og sladrer om andre” – ”Nja” svarer vi undvigende.) Om det er børn i vores nærmeste omgangskreds, der udsættes for fysisk og psykisk overlast- og vi tier. (Og vores indre monolog begynder: ”Skal jeg sige noget – der er nok ikke noget – de pæne forældre og kommunen, dem kan vi vist ikke rigtig regne med!” og det kører rundt i hovedet og dag bliver til nat og vi vender og drejer os i sengen: skal- skal ikke)

 

Men som Jesus siger det: sandheden gør os fri. Vi skal ikke tie og ikke fortie for: sandheden er overraskende – det véd vi når vi har haft vores indre monolog og vælger at tale sandt – hvilken lettelse og hvilket forbillede vi kan være for andre.

 

Men det er ikke nemt: Som jeg sagde før, så er der en meget fin skillelinie mellem sandhed og sandhed og løgn og løgn: sandheden er ikke altid det sande. Der kan være løgn i sandheden, som der altid vil være et lille gran sandhed i løgn. Som løgn ikke altid er løgn: hvide løgne, grå løgne. Så både sandhed og løgn befinder sig i en gråzone.

 

Fordi subjektiviteten er sandheden. Det er kun mig der ved hvad sandhed er. For hvad der er sandt for mig er ikke nødvendigvis sandt for mine. Og det samme må vel gælde: Hvad der er sandt for Jesus er ikke nødvendigvis sandt for hans venner, disciplene. Vi kan altså lære af sandheden at den har konsekvenser, som det altid har konsekvenser at have med andre mennesker at gøre.

 

Men et liv levet i sandhed må altid være at foretrække fremfor at leve et liv der ikke er. Selvom det er hårdt arbejde, for sandhed skal ikke bare udsiges- ikke blot slynges ud - for efter sandheden har bundfældet sig i det andet menneske, indfinder arbejdet sig, da må vi ikke rende fra vort ansvar, men hjælpe med at vise nye veje, først da giver sandhed frihed- frihed fra et liv med løgn og fortielse.

 

Det er Søren Kierkegaard der har sagt at: Subjektiviteten er sandheden - at: sandheden er afhængig af øjnene der ser – alt det jeg gør og tænker og siger, det er sandt – for du har din og jeg har min sandhed – dit og mit hjerte er forskellige, vores tænkning og liv er ikke ens og derfor er det jeg gør og siger sandt – (for mig). Men er det rigtigt at fordi subjektiviteten er sandheden, så er sandheden subjektiv? Al sandhed i verden?

 

Nej, sandheden er ikke min, fordi jeg ser tingene i mit lys og ud fra mit liv. Den sandhed, Jesus taler om, er Guds sandhed, en sandhed, som et menneske kan leve på, for selvom han kender alt til os, hver eneste dyster og mørk og usund og løgnerisk tanke i os, elsker han os med hud og hår.

Så: hvorfor er vi bange for sandheden- har det ikke med at gøre at vi er så bange for at komme på glatis-give slip på os selv og det trygge, forventede og almindelige og give slip på dét vi sådan nogenlunde kan begribe med vor forstand og derfor gør os illusioner om at have nogenlunde kontrol over. Livet er Guds sandhed – hvor vi har fået lov til at være gæst et øjeblik og i det øjeblik gøre verden bedre for de der kommer efter – mens vi selv får del i en højere sandhed – og følge efter vor Herre Jesus Kristus på vejen, sandheden og livet! I håbet om Guds fred og menneskers omsorg. Amen    

 

Kommentarer

Tilføj kommentar

Ophavsret: