Præstebro Kirke
Alle er altid velkomne i Præstebro Kirke

Prædiken til 2. søndag efter Påske 2020

Udgivet af Hjørdis Kjærgaard, tir d. 28. apr 2020, kl. 13:13
Kirken i denne coronatid

https://www.facebook.com/PraestebroKirke/videos/903985823387809

Prædiken til 2. Søndag efter Påske 2020

Velkommen til 2. søndag efter påske, til Præstebro kirke i det grønne, dog er det så koldt, så vi er gået indenfor?. 

Det er som at høre vores stemme i jødernes klage og bøn til Jesus:”Hvorlænge vil du holde os hen?” . Ja, hvorlænge skal vi vente med at åbne vores kirker? Hvornår kan vi holde fester, konfirmationer, dåb, bryllupper og bisættelser med flere end 30 og være sammen igen og knuse, kramme og kysse hinanden uden at stå to meter fra hinanden med megafon: ”Hvorlænge vil vi blive holdt hen?”.
Fordi vi får uklare beskeder, sætter angsten ind: hvornår, hvornår? – sig os, hvorlænge vil du holde os hen?

I dag skal vi lytte til evangeliet der er skrevet af evangelisten Johannes, fra den nye oversættelse Bibelen 2020: ”Så kom hanukka-festen, som markerer genindvielsen af templet i Jerusalem. Det var vinter, og inde på tempelpladsen gik Jesus rundt i Salomons Søjlegang. Her stimlede jøderne sammen omkring ham, og de spurgte, hvorlænge han ville holde dem hen:” Hvis du er Messias, så sig det ligeud.” Jesus svarede dem: ”Jeg har sagt det til jer, men I tror ikke på mig, for I hører ikke til mine får. Mine får lytter nemlig til min stemme; jeg kender dem og de følger mig. Jeg giver dem evigt liv, og de vil aldrig nogensinde dø. Ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, som min far har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af hans hænder. Min far og jeg er en enhed.” Johs 10,22-30

Det handler om får, et af de fineste billeder på Guds omsorg og vores tillid til ham: vi er som fårene og han som hyrden, hyrden der tager sig af os. Fårene kender hyrden på stemmen og er trygge ved ham, for hans stemme leder dem, så de ikke farer vild – han vil altid være der for dem med sin omsorg: sørge for græs og hegn og passe på de lam der fødes i den kolde tid før påske og dør. Og fårene de har tillid til, at han vil det gode.
Nu er det ikke kun de velnærede eksemplarer af fåreracen, som vi kan se oppe over Herlev, ved Klauzdal, der er under Guds beskyttelse - fårene er et billede på at vi mennesker, er som får - vi kender Gud på hans stemme, når han taler til os og vil os noget - vi mennesker som han giver evigt liv, hvis vi følger ham, hvis vi har tillid til at han passer på os og holder os fast?

Sløjer vi af på den, så vi ikke hører hans stemme, men alle mulige og umulige andres, som overdøver, så lever vi ikke af Guds ord, så sker der det samme for os, som ville ske, hvis fårene ikke længere hører hyrdens stemme, så bliver de væk fra ham og hans sikre havn.
Fordi Gud selv gennem sin søn, har været i døden, vil han for enhver pris, ikke lade os i stikken og alene, uden for rækkevidde.
Vi må nok nok nok sige at det er superaktuelt. Der er ikke noget der kan gøre os så bange som vort helbred og at vi kan dø af en lumsk sygdom! Især når vi får mange modsatrettede oplysninger. Men vi er så heldige at vi har vores sunde fornuft og tro, så vi ikke ledes på vildspor af f.eks en amerikansk præsident der efter forgodtbefindende siger det mest vanvittige vrøvl.
Tillid er noget der ligger i vores dna, tillid: til hinanden, til Søren Brostrøm, til skattevæsenet og altså også en tillid til Gud, som der står i Hebræerbrevet 11,1 :”Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det der ikke ses”. At tro på noget er grundlaget for håb, selvom vi ikke kan se det, men alligevel håber på det bedste, på fremtiden, på lyset gennem mørket, på vi en dag skal være sammen igen: til fester, til gang i den og kysse og kramme, børn og børnebørn, gamle på plejehjem og unge i bofællesskaber, os alle mellem hinanden.
Jeg har set det: den gensidige tillid og tro på hinanden...hyrden og fåret, selvom jeg ikke har den store indsigt i fårs og hyrders liv – jeg har kun haft ét får, der startede som lam, og endte sit liv som velsmagende steg og et flot fåretæppe, der i mere end 30 år kom til at spille hovedrolle i kirkens årlige krybbespil, som får ved Jesu fødsel.
Men da jeg boede i England, kunne vi på trafikerede veje ved påsketid se hyrden komme vandrende i kittel (det bærer engelske hyrder, altså!) højtideligt og ansvarligt med alle moderfårene ind og ud mellem bilerne og der var mange ... og deres lam- det er et helt vildt syn- som om det er en børnehave på tur med pædagogerne, men vidunderligt hvordan naturen selv skubber sig vej ind i fremskridtet – og overlever på trods: at hyrden siger: ”flyt jer - mine får skal der være plads til”.
Den gode hyrde, det er ham, der passer på sine får, der tager sig af dem og ikke render fra dem, han tager kampen op, hvis der viser sig farer og ulykker, der gør fårene bange. Den gode hyrde, det er ham, der ved at fårene er HANS. Og som hyrden lignes ved Jesus og ved Gud- sådan kan vi vel også sige at vi kan ikke KUN sammenlignes med de umælende får- men også med hyrden.
Selvfølgelig er det en god sammenligning at vi er som får, når vi står og kigger på livet der farer fordi os- og ikke kan gøre andet end lægge det i Guds hænder... sådan som vi har det lige nu.
Men hyrde for andre, kan vi også være. Som Jesus Kristus altid vil være med os og drage omsorg for vort liv og vor død, sådan må vi også møde andre, som den engelske 101 årige kaptajn Tom Moore, der ved at gå op og ned i sin indkørsel samler penge ind til at hjælpe coronasmittede patienter og allerede nu, har indviet det første hospital i Yorkshire and Humber, til den gamle Liverpool fodbold- kampsang: “We’ll never walk alone”: Vi går aldrig alene, vores hyrde og det at være hyrde for hinanden det er der ikke blevet ringere efterspørgsel på, i denne tid. Amen

Ophavsret: